til forsiden
Sjove/pudsige oplevelser

Ideen med denne side er at dele nogle af vores oplevelser gennem et langt musikliv med jer.



 ”Smarte Harry” i ”den elektriske stol”…
Frank, Bent (”smarte Harry”) og undertegnede havde startet ”the Painters” som 15 årige og begyndte at øve i garagen hos ”Smarte Harry” i Hasle nord. Da Bents forældre også efter en tid kunne tænke sig at anvende deres garage til andet end vores musik eskapader, fik vi lov til at låne mine forældres garage til formålet.
Far var flink og kørte bilen ud de aftener vi skulle øve, - men det krævede at vi stillede instrumenterne op og tog dem ned igen samme aften.
Jeg var i mellemtiden blevet 16 år og gik i 2. real.
Penge havde vi stort set ingen af, - og skravede gamle udtjente gramofonforstærkere og gamle radioer sammen overalt i byen.
Jeg var den eneste med teknisk interesse, og sammensatte højttalere i kabinetter med simple delefiltre og fik fikset det sådan at vi kunne anvende en gammel gramofonforstærker som sanganlæg til ”smarte Harry”, der var vores forsanger.
Da jeg senere blev elektrikeruddannet, kan jeg se tilbage med skræk på denne periode, idet jeg anvendte 220 v netstik og stikdåser også til at tilkoble flere mikrofoner til omtalte forstærker. Man skulle blot ikke tage fejl af mikrofonfordelerdåsen og 220 V…
Frank havde købt en lille 10W Teisco forstærker som jeg spillede guitar over. Frank slog trommer, og Bent sang. Svend spillede bas på mit gamle Hammond (1 tone af gangen) orgel.
Mine forældres garage havde stengulv, så man kunne altid mærke en smule snurren i fingrene grundet elektriciteten med den gode jordforbindelse. Vi havde 2 mikrofoner. Den ene var en plastik ting vi havde lånt af mine forældre, den lød af plastik, - den anden var en konstrueret en hvor håndtaget var et tomt patronhylster fra en 12-7 maskinkanon, og hovedet, hvori der var monteret en mikrofonkapsel af tvivlsom oprindelse, var fra en dynamolygte, som var loddet på patronhylsteret. Den lød dog bedre end den anden, og den fik vores forsanger ”smarte Harry”.
Bent var kommet lidt tidligere til øveaften, - og da jeg var ved at spise, samlede han anlægget. Da jeg kom ud i garagen sagde han, at hans mikrofon klikkede så underligt. Husk på, at både fordelerstik til mikrofon indgangen og 220 v stikkene var ens…
Bent tog fat om mikrofonen, - udstødte et BRØL samtidigt med, at han spjættede ligesom Anders And der får stød…
Han var jo kommet til at sætte sin mikrofon til 220 V i stedet for mikrofonindgangen…
Det så aldeles komisk ud, - og heldigvis fik han smidt mikrofonen fra sig inden han tog alvorligt skade…
I bagklogskabens klare lys, kunne det jo være gået helt galt, - men da der ikke skete mere valgte vi at grine ad det. Efterfølgende ændrede jeg stikkene på mikrofonerne således at man ikke kunne tage fejl… Men aldrig siden har ”smarte Harry” danset så medrivende elektric boogie…
Mvh RW

til toppen

  ”Smarte Harry’s” trommeskole.
Tidligt i 1967 forsøgte vi at lave et danseorkester (Klør 5), - og i den anledning skiftedes Svend, Frank og ”Smarte Harry” (alias Bent Jensen) til at spille trommer.
Bent kunne ikke slå trommer og synge samtidigt, hvorfor Frank tog trommerne hvis Bent sang et nummer eller 2.
Dion spillede banjo og jeg spillede harmonika afvekslende med guitar. Svend leverede bassen på mit gamle Hammond (en tone af gangen) orgel. Men i andre numre spillede Bent som bekendt på trommerne.
Det var svært, - og da han var ”Smarte Harry”, havde han udviklet en repertoireliste med noter, der angav spillestil.
Vi spillede på det tidspunkt kun 2 slags rytmer, nemlig 4/4 (beat) og 3/4 (vals).
Ud for samtlige melodier havde Bent så angivet enten S-L eller S-LL.
Denne kode betød Stortromme – Lilletromme eller til vals Stortromme – Lilletromme Lilletromme. Og sådan spillede han også takten.
Det morsomme var at han, uanset at vi kun havde 2 slags takter, altid råbte ”Vent !” og løb listen igennem indtil han havde fundet koden og meldte klar.
Det er blevet en slags standard hos os, - så hvis en af vanvare kommer til at spørge til hvordan melodien ”går”, falder svaret altid prompte ”S-L”
MVH RW

til toppen

 Snestorm…
En vinter lørdag aften i midt halvfjerdserne, - hvor vi skulle spille til ”aften underholdning” på Højskole hotellet i Åkirkeby, - lagde det an til en gevaldig snestorm. Vi udtrykte vores bekymring overfor arrangørerne, - men de insisterede på at gennemføre arrangementet. Vi stillede instrumenterne op om eftermiddagen, - kørte hjem til Rønne gennem en anseelig mængde snedriver, - og vendte så tilbage hen imod kl. 21:00 hvor vi skulle begynde. Vi var nær aldrig kommet igennem snedriverne, - og måtte flere gange ud for at grave os igennem.
Frem kom vi dog, blot for at konstatere at nu var arrangørerne også begyndt at tvivle på arrangementets gennemførelse da himmel og jord stod i et. En halv time efter start, - hvor vi havde spillet for en tom sal, - ønskede arrangørerne at stoppe, - da der ikke var dukket et eneste menneske op ud over os.
Vi blev naturligvis ærgerlige, - da vi jo netop om eftermiddagen havde påpeget at det næppe kunne gennemføres grundet vejrliget… Men der sker en mærkelig ting med én når man har sat sig op til at spille, - så vi slæbte derfor alt musikgrejet hjem til ”Nalles” forældre der boede ovenpå Tatol, - og spillede musik sammen med ”Nalles” far hele natten i stedet. Og fik på den måde alligevel en musikalsk oplevelse ud af det ud over hyggeligt samvær.
Mvh RW

til toppen

 Musik liv…
Jeg var 1970 i lære som elektriker hos B.M. Kofoed i Hasle, - og vi spillede som firkløveret d.v.s. Frank, Svend, Dion og undertegnede. Den sommer fik vi spillet rigtig meget. Onsdag aften på Stammershalle i Tejn, torsdag aften til ”3.99” (det kostede entre og bajerne den aften) non stop bal med Bussers på Villa Nova, fredag aften på Skovly, lørdag aften igen på Stammershalle og endelig søndag eftermiddag i Skovlyhaven og Skovly søndag aften.
Det var en ordentlig mundfuld vi havde gang i den sommer, - og havde vi så bare kørt hjem efter spille jobs, - næ nej. Vi skulle (næsten) altid lige ud omkring Bornholms første discotek ”Savoy” i Rønne og ”spille lidt moderne”. Musikerne blev altid lukket ind af Tage Sjøstrøm uanset kø længde foran døren.
Så jeg kom den sommer næsten aldrig i seng før omkring klokken 04:00. Blot for at stå op få timer senere og køre på arbejde…
Utroligt at det gik godt, - og jeg gik da også rundt de første timer om morgenen og sov med åbne øjne. Hvis jeg blev sendt ind på lageret for at hente søm, - kom jeg ud med skruer o.s.v. til stor irritation for svendene der skulle have mig med ud til kunder.
Den sommer fik dog også en ende, - og jeg mindes endnu hvordan jeg helt op under jul det år, endelig vågnede helt op igen.
Aldrig siden har vi spillet så intensivt. Hvilket også er meget godt.
Mvh RW

til toppen

 "Caught in the act" ....
I vores tidlige "spilleår" havde René og mig en aftale med vores forældre, at døren til gården altid var åben, når vi var ude at spille. Det var en lukket gård, så det var ikke noget problem. Transporten skete som regel med en vognmand, enten Krøjer Hansen fra Østergade eller "Herman Ly" fra fælledvej, også i Hasle (tilnavnet Ly fordi huset han boede i hed "LY", han hed iøvrigt Olsen til efternavn, og en sjælden gang benyttede vi Hans Henrik Nielsen fra Rutsker (også kaldet "gumminik" i folkemunde). Ellers fik vi vores far Osvald til at køre for os, (prøv at forestil dig en VW-boble med tagbagagebærer med harmonika og andre kasser ovenpå, men det gik. Også Franks arbejdsgiver Lars Mogens, som dengang havde en toyota, den lange model, som bl.a. havde en bagende hvor ruden kunne køres ned automatisk, og den tilbageværende halvdel af bagenden kunne lukkes ned, så man frit kunne læsse varer/instrumenter ind i lagerrummet. - Nå men tilbage til det egentlige. Efter et job kom René og jeg hjem over midnat på et eller andet tidspunkt, blot for at konstatere at døren til gården var låst, Hva' nu??? Er vores forældre blevet sure på os, tænkte vi, vi ville i hvert fald ikke "knabbe" på soveværelsesvinduet for at finde ud af det, så vi gik uden for på gaden igen, for at sondere terrænet. Vi så at vinduet til toilettet stod på klem. Da jeg som lillebror var den mindste, besluttede vi at René skulle løfte mig op, så jeg kunne kravle ind gennem vinduet ( ca. 40 x 40 cm) og derefter åbne hoveddøren, men bedst som jeg var halvt igennem vinduet, blev døren til toilettet åbnet, og der stod min mor og kiggede forbavset på mig, hun skulle lige på toilettet, og var temmelig forvirret over hvad jeg gjorde der halvt igennem vinduet. - ps! Det var en forglemmelse at døren i gården ikke var åben (py ha).
MVH DW

til toppen

  Rygklap ....
I mange år (70'erne) var vi (Hâslehorrana, eller Hasles egne drenge, som lokalredaktøren Edel Skrydstrup på Bornholmeren gerne skrev i sine artikler) nærmest fast tilknyttet Sildefesten i danseteltet (bl.a. kaldet Bar Intime). En gang hvor vi var i gang med at spille til dansen, kom et par piger op bag scenen, som var indkranset af et slags flethegn, og begyndte at ae mig på ryggen, alt imens jeg var igang med at spille/synge. Jeg vidste dårligt hvad jeg skulle gøre. Pyh da da.
MVH DW

til toppen

 Danmarks bedste mandlige sanger ....
En af de gange vi spillede til Sildefesten, kom 2 søde unge piger hen til mig og fortalte at de havde lavet en forening som tog rundt til forskellige spillesteder i Danmark og kårede forskellige musikere som årets bedste i Danmark. De bad om mit navn og adresse i tilfælde at det skulle blive mig det år.
Ikke ret længe efter modtog jeg et brev med et diplom der sagde at jeg var kåret som det års bedste mandlige sanger, + der var vedlagt 100 kr.
Jeg var selvsagt stolt som en pave, og som kvittering sendte jeg et takkebrev vedlagt et foto af mig siddende ved mine trommer (Hollywood, made by Meazzi). Det skal understreges at foreningen ”kun” bestod af disse 2 søde piger. – men pyt med det.
MVH DW

til toppen

 Nymfoman? ....
I de tidlige 70'ere hvor vi spillede meget på Villa Nova i Rønne, hvor der var liv og glade dage, ikke mindst på grund af de mange soldater på Almegårds Kaserne, som ”invaderede” Villa lørdag aften, var der alligevel især een kvinde, som pådrog sig megen opmærksomhed. Hun kunne ikke lade de mandlige gæster være i fred, men lagde hele tiden op til dem, uanset hvem det var, og de måtte heller end gerne røre ved ”varerne”, helt offentligt. Jeg tror at skoven/stranden blev besøgt mere end een gang pr. aften.
På et tidspunkt, mens vi spillede, kom hun helt op til scenen, løftede op i nederdelen og afslørede at hun havde taget trusserne af, og nu viftede hun dem rundt i luften for til sidst at hænge dem på Svends keyboard-stativ. Puh ha. – Heldigvis tog han det i ”stiv” arm.
MVH DW

til toppen

 Øretæver ....
Stadig i 70'erne, hvor folk ikke gik med kniv, men lod næverne "tale", kan jeg især huske 3 brødre fra Klemensker-kanten, hvoraf den yngste af dem havde en i mine øjne lidt kedelig vane, nemlig at gå rundt og provokere andre mandlige gæster, for at forsøge at komme op at slås, og hvis den stakkels forurettede person indvilligede i at gå med udenfor, så tilkaldte denne yngste bror sine ældre brødre, som var nogle hærdebrede fyre, med næver som mukkerter, hvorefter der blev delt øretæver ud. (ikke helt retfærdigt efter min mening.)
MVH DW

til toppen

  ”Snøvle”…
I Hasle hvor jeg boede under min opvækst, boede der også en arbejdsmand der hed Knud Erik, - i folkemund kaldet ”snøvle” da hans næse var tæt og det påvirkede hans tale. Han var imidlertid en hyggelig fyr, - og kunne også tage fat når der skulle graves. I de år af min læretid som elektriker, - udførte vi også luftlednings arbejde for Østkraft, - hvilket betød at vi også selv gravede mastehuller manuelt ned i 1.7 meters dybde. Vi spillede på Villa Nova en lørdag aften hvor ”snøvle” pludselig dukkede op, satte sig i en pause ved siden af mig og min daværende forlovede og sagde ”jâ skal tjøra mæ daj hjem” !
Jeg forklarede at jeg ikke skulle direkte hjem til Hasle hvortil han fortsatte ”e det hende dær frå Store Sjøstræde ?”, - ”fordi så padler jâ bâre lid rundt i Store Sjøstræde, - mens du lige går op å ordner paragrafferne”…
Henvendt til min forlovede sagde han ”Westh og mig går og graver uda i faulesånginj, - vi står i plørda tæ halsinj”
Det endte med at jeg kørte ham til Hasle først, - og under hele hjemturen sad Knud Erik bag i bilen og messede ”himmel og hav, - himmel og hav”
Mvh RW

til toppen

 Vores første rigtige mikrofon.
Frank som var i malerlære, havde samlet nok penge til at vi kunne køre til Rønne og investere i en brugt Shure SM57 mikrofon med pistolgreb. Det var Jørgen Høj i TV magasinet der dengang også handlede lidt med musik instrumenter. Jørgen Høj ”himself” demonstrerede mikrofonen på en måde der blev en klasiker hos os.
Han sagde: ”den kan tage de lyse toner, - og fløjtede en lys tone, - og de dybe toner og fløjtede en lidt dybere næsten identisk tone i mikrofonen”… Vi kikkede på hinanden og forsøgte at undertrykke et grin…
Men vi kunne jo ved selv at prøve at sige noget i mikrofonen høre at det var en rigtig god kvalitet.
Frank som havde forholdsvis store fortænder blev efter ”smarte Harry” forlod bandet i 1968 vores forsanger i ”Firkløveret” og som tiden gik lød hans mikrofon dårligere og dårligere. Det viste sig, - at da Frank ofte var så tæt på mikrofonen at hans fortænder til tider hvilede på kapslen, - var den blevet plastret helt til med en kage agtig savl på trådgitteret, således at lyden blev rigtig dårlig. Dette opdagede jeg en aften kort før vi skulle spille på Villa Nova, - og Dion udlånte venligt sin visker som jeg brugte som en stålbørste for at skrave Franks savl kiks af trådgitteret på mikrofonen. Adddd…
Men mikrofonen blev som ny efter denne rensning…
Mvh RW

til toppen

Sjove replikker og andre pudsigheder

Da vi en gang som Bornholms Musik Expres skulle spille i Slagelse for den slagter der på den tid forsynede Hotel Fredensborg med kød, - var det første der mødte os da vi trådte ind af døren til restauranten i Slagelse en tjener med et hvast blik samt ordene: ”Jeg haaader musikere…” Så var det på plads…

Da vi en anden gang også som BMEX skulle vi spille på Langelinje Pavillonen vist nok til en IBM ”family dinner” og trillede vores store P.A. ind over tærsklen til pavillonen, - udbrød en tjener: ”I spiller for højt…”
Det gjorde vi nu aldrig, - og selvsamme tjener havde da også kun lovord til overs for os da vi var færdige med jobbet…

En altid munter Erik Andersen på Skovly mødte os altid med ordene: ”I ka' få bord 17 nede i haven” Det sagde han altid, også om vinteren…

Hvis der var optræk til ballade, sagde han altid: "kom ned i køkkenet og få en kop kaffe", det plejede som regel at berolige parterne
En typisk kommentar når telefonen ringede var: "Det' Christiansø Badehotel"
Vi havde en dejlig tid hos Astrid og Erik. - Sikke nogen wienerschnitzler med brasekartofler Astrid ku' lave.

Adam og Eva… Vi spillede som ”Firkløveret” i de tidlige halvfjerdsere bl.a. på Villa Nova hvor også ”Lundts kvartet” spillede jævnligt.
De fredage / lørdage hvor vi ikke selv spillede, ”turnerede” Frank og jeg og ”solede” os i at være spillemænd. (local heroes)
Hvorom alting var, - blev Villa Nova som regel altid frekventeret af en gruppe piger på ca. 16 år som alle orkestrene naturligvis genkendte.
En af disse piger var Anni Cederblad, - og både Polle og Jørgen Lundt, som altid havde en kvik bemærkning, sagde igennem et stykke tid hver gang de så Anni, - ”Så sagde Adam til Eva, - hvad syntes du Eva, - Cederbladet ?”
Dette gentog sig indtil Anni en aften pludselig tog til genmæle og sagde ”Ja det sidder fint, - og bag bladet sad Lundten…”

apropos "Lundtene"
Hvis man var lidt for frisk over for Polle, sagde han altid: "Ska' jâ se på daj"

På Balka Strand var der en tjener ved navn Hedvig: Hun fik altid denne bemærkning fra Jørgen: Godâ Hedvig, hva' hed vi før?

til toppen

 Søsygeplaster...
Da vi (BMEX alias Aja, Nalle, Dion, Svend samt undertegnede) i 1984 skulle afsted til det fornemme hotel Marienlyst i Helsingør for at spille til endnu en af IBM's "family dinners", - blæste det op til en "stiv pelikan". Det var før Willum Clausen, - og vi havde udsigt til 2 timer og 45 minutters sejlads i nævnte uvejr. For at komme til Helsingør, - skulle vi først med færgen til Ystad. Derefter køre til Helsingborg og sejle over til Helsingør. Nu er det sådan, at jeg stort set ihvertfald dengang blev søsyg blot der var bølger i en kaffekop. Jeg havde netop hørt om, at man på apoteket kunne købe nogle plastre til anbringelse bag øret, plastre der egentlig var udviklet til austronauter, for at disse ikke skulle brække sig inden i rumdragten.
Jeg investerede i et sæt plastre, - og anbragte dem på knoglen bag øret ved midnat inden afgang næste morgen. Jeg havde læst om bivirkninger, at man muligvis kunne blive lidt tør i munden.
Jeg boede i Pilestræde i Rønne på det tidspunkt, og soveværelset var på loftet med en "hønsetrappe" til første sal. Vækkeuret ringede, - og det første der skete var at jeg nær havde snublet ned af trappen på grund af fejlbedømmelse af afstanden. Det næste der skete var at jeg efter at have børstet tænder, - stødte tænderne ind i vandhanen da jeg skulle drikke vand. Heldigvis blev jeg samlet op og kørt ombord på færgen. Vi bestillte umiddelbart morgenkomplet i restauranten for at få lidt i maven inden vi stod ud af havnen. Da jeg skulle forsøge at spise et rundstykke, - kom der ikke en eneste dråbe spyt, - og det nærmest støvede da jeg tyggede. Det hele skulle skylles ned. Hvorom alting var, - mærkede jeg overhovedet intet til bølgerne for første gang i mit liv.
Da vi nåede frem til Marienlyst, stadig med plaster på, - da de jo også gerne måtte virke på hjemvejen, blev vi iført flotte gammeldags skjorter med flæseærmer, som taget ud af "Hamlet". Jeg var ydermere tilsagt at medbringe min spanske guitar for at give den som trobadour ved poolkanten når gæsterne ankom. Jeg gik rundt blandt gæsterne og spillede en blanding af klassisk og bossa nova melodier. Blot var jeg en gang ved at skvatte i poolen idet min balancenerve var aldeles sat ud af spillet. I løbet af aftenen medens vi spillede, - blev jeg mere og mere "drugget" og måtte en enkelt gang indkassere et grin over at jeg spillede afslutningsstroferne midt i en melodi. På vej ud til et andet rum i en af pauserne, var jeg nær stødt ind i dørkarmen, hvis ikke en af de andre havde korrigeret min retning. Så røg plastrene af, - søsyge på hjemvejen eller ej. Man måtte nemlig ikke tage dem af i henhold til instruktionen. "Tågerne" lettede sidst på aftenen hvor jeg igen kunne fungere nogenlunde normalt, - og jeg satte da også plastrene på efter endt job. Jeg mærkede endnu engang intet til bølger på hjem vejen, - men har aldig senere turdet binde an med så stærke "drugs"...
Mvh RW

til toppen

 Nordmand
I 1973-1975 spillede vi på Strandhotellet, hos direktør Jacobi. En aften kom en temmelig overrislet nordmand op til scenen og spurgte om ikke han kunne få lov til at spille et nummer på klarinet sammen med os. Det var enten Stranger on the shore eller også Strangers in the night, det kan jeg ikke rigtig huske. Det gik ikke særligt godt, og efter nummeret spurgte vi ham om det ikke var bedre om han havde spillet hvis han var ædru, sagde han: Nej for når jeg er ædru, spiller jeg saxofon.
MVH DW



 Ups ...
En gang hvor vi som BMEX spillede på Grev Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade i København ligeledes for en afdeling af IBM, - var stemningen meget trykket. Folk virkede nærmest bange for ledelsen i selskabet, - og der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden.
Akkustikken i salen i Grev Moltkes Palæ, - er voldsomt rungende, og egentlig slet ikke egnet til elektrisk musik.
Jeg havde konstrueret en lille boks med et par relæer i der stod og skiftede lys (rød og gul) i et par lyskasser som min far havde konstrueret til os. Normalt hørte man aldrig disse relæer, - men da stemningen var som beskrevet, - og vi var listet til siden da der skulle holdes tale af en af lederne, - kunne man utroligt nok tydeligt høre de 2 relæer stå og klikke inden i plastik boksen.
Jeg sneg mig på alle 4 ind mellem Bas anlægget og Trommerne frem til boksen for at trække stikket ud til de 220 V for at stoppe klikkene. Talen var i fuld gang, - men ud over den var der dødsensstille.
Idet jeg trak stikket ud, - lød der et KÆMPE BRAG i rumklangen i vores sanganlæg, - og den ellers så trykkede stemning blev afløst af et latterbrøl…
Jeg listede ud igen…
Mvh RW

til toppen

 Hank Marvin…
Da vi sidste tidlige forår (2007) trænede til vores første “Shadows aften” som fandt sted på Villa Nova i Rønne, øvede måske især jeg så koncentreret at min kone (Lone) truede mig med at anskaffe en paryk samt et par dråbeformede briller til mig hvis hun skulle stå model til mere Shadows musik.
OK, - jeg havde på det tidspunkt set / hørt / trænet efter ”Shadows the Final Tour” DVD’en fra koncerten i Cardiff 2004 næsten hver dag i 1 ½ år, - såeh…
Mvh RW

til toppen

 Guitar ”Bug”…
Da vi overværede the Final Tour koncerten i Valby den 20 April 2005, - blev vi alle stærkt inspireret, - og jeg indøvede bl.a. også mange af Hanks måder at markere breaks på. I Apache er der et break tæt på slutningen hvor jeg en aften på Strandhotellet til Bornholmerweekend udførte denne markering med at rykke guitaren hurtigt tilbage for at markere breaket. Idet jeg udførte bevægelsen skete der det, at min trådløse sender der sad i jackstikket på min guitar, blev rykket fra hinanden (dog i takt til musikken), - og i stedet for en fejende afslutning, - lå jeg og rodede rundt på scenen gulvet for at finde stumperne og igen at få lyd på, til publikums store forundring…
Så blev den udskiftet til en Shure trådløs !!!
Mvh RW

til toppen

 Animal…
Da Muppet show var på sit højeste omkring 1980, - brugte vi signaturmelodien fra muppet show som afslutnings melodi, - og min bror Dion efterlignede efter bedste evne muppet trommeslageren (Animal) og hoppede op og ned i sin trommestol. En aften midt i afslutningen, - forsvandt han ned bag trommerne da hans stol knækkede under behandlingen. Det eneste man så var trommestikkerne som stadig holdt afslutningshvirvlen dernedefra. Dion havde grundet den trange plads på scenen på Diskotek Nexø, ikke mulighed for selv at rejse sig og måtte hjælpes på højkant efter nummeret.
Vi andre var så segnefærdige af grin, at vi havde svært ved at færdiggøre nummeret…
Mvh RW

til toppen

 Percussion…
En aften omkring 1980, - hvor BMEX skulle spille til bal på Hotel Fredensborg, - ville skæbnen at jeg fik et mave onde. Så medens jeg lå hjemme og ”sang i den store STORNO” på toilettet, - skete der ydermere det, at Svends ellers så flot lydende Hammond orgel gik i stykker således at det kun kunne frembringe det der hedder percussion på orglet, - så Dion, Nalle; Ebbe og Svend måtte den aften klare sig med trommer, bas, sax og spirp, spirp fra orglet…
Mvh RW

til toppen

 Akustik ....
En gang i starten af 80'erne var vi på Fyn, i Ørbæk, hvor vi skulle spille til et plastvarefirmas 10-års jubilæumsfest. På turen fra Nyborg skete det uheldige at det ene dæk på vores anhænger punkterede. Heldigvis fandt vi et autoværksted som invilligede i at reparere dækket, så vi kunne komme videre.
Vel fremme på Ørbæk Kro, besigtigede vi salen hvor vi skulle spille, ret stor, nærmest gymnastiksals-agtig. René klappede i hænderne for at teste lydforholdene, og sagde ”der er faktisk god akustik herinde”, hvortil en rengøringsdame svarede ”jamen vi har også luftet godt ud idag”.
Vi ku' ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.
MVH DW

til toppen

 Piano (mis) lyd…
Op gennem halvfjerdserne afholdt “Kjeld Fredensborg” jam sessions på Fredensborg hvor mange musikere og tilhørere blev inviteret. Vi sammensatte bands på kryds og tværs og spillede ”be bop” jazz musik hele dagen og aftenen med.
Bl.a. var Mogens Dam (koncertmester i Malmø statsopera) med på klaver med sin eminente teknik. Kjeld selv spillede saxofon. Det var meget fornøjeligt.
Klaveret som stod på Fredensborg havde en rigtig god og sprød klang, men en gang efter en af de omtalte jam sessions fortalte Kjeld mig, at nu var klaveret gået i stykker. Det havde umiskendelige mislyde når man forsøgte at spille på det, og det skulle nok renoveres på et tidspunkt.
Senere fortalte han mig, at når først det var blevet skilt ad, - viste det sig, at nogen havde tabt en håndfuld teskeer ned i det som lå nede omkring strengene. Når først de blev fjernet, spillede det igen ”rigtig artigt” som Kjeld altid sagde…
Mvh RW

til toppen

 Reptiler…
I de tidlige halvfjerdsere var det meget populært at trække kendte solister til øen, - og lade lokale bands bakke dem op.
Vi har spillet sammen med rigtig man dansktop ”stjerner” som Bjørn Tidmand, Verena Mohn, Dorthe Kollo, Dario, ”på med pilen Palle” og mange andre både på Villa Nova og hotel Fredensborg.
Denne lørdag aften var det slangetæmmersken ”Annika” (som senere blev gift med bodybuilder og endnu senere skuespiller Jens Jørgen Thorsen) der havde medbragt sine temmelig store (og tunge) anacondaer på Villa Nova.
Det var mig som teknikeren, - der skulle styre afspilningen af hendes kasettebånd ud over vores anlæg, - så jeg var derfor på scenen sammen med ”bitchen” (hun var nemlig temmelig aggressiv).
Hun fiskede en 4 – 5 meter lang kvælerslange op af kurven der stod lige ved siden af mig, - og begyndte at vride sig i takt til musikken. Hun så godt ud kun iført bikini, - men blev mere og mere sur over at hun ikke syntes at musikken var høj nok. Jeg lå og skruede på knapperne for at korrigere niveauet, - men da jeg vendte mig om for at se om det var ok, - var hun kommet helt op til mig bag min ryg for at sige noget til mig.
Idet jeg vender mig om, stirrer jeg lige ind i øjnene på hendes anaconda, - der kun er 15 cm fra mit hoved, - og jeg stivner fuldstændigt…
Heldigvis gør den mig ikke noget, - og hun er efterhånden tilsyneladende nogenlunde tilfreds.
Pyhhh…
Hun undskyldte bagefter at hun havde været så aggressiv, - men jeg kunne se i hendes ”slangeøjne” at hun ikke mente det…
Mvh RW

til toppen

 Ko brøl…
Da vi spillede som ”Candy Five” på ”Black and White” i Haslev på Sjælland i halvfjerdserne, - havde vi mulighed for efter sammenpakning af instrumenter, at sove i måske 3 timer på gulvet i fælles rum inden vi skulle tidligt af sted nordpå for at nå færgen Dragør – Limhamn klokken 08:00. Vi havde derfor en aftale med rengøringspersonalet om at vække os, - da vi aldrig selv ville have vågnet op til dåd tidsnok til at nå færgen…
Den morgen bankede det forsigtigt på døren ind til vores rum, - og en meget lys og forsigtig kvinde stemme sagde ”er i oppe drenge…?”, - hvortil Erik Lindblad søvndrukkent udstødte en bekræftelse i form af et dybt rungende Ko Brøl: ”muUWAAAAaaa” - så den stakkels rengøringskone blev aldeles forskrækket…
Hun må have troet at rummet var befolket af en flok vilde dyr…
Overtrætte som vi jo altid var på vej hjem fra oversøiske spillejobs, gentog vi brølet hele vejen hjem under megen moro og naturligvis en vis undren fra omgivelserne…
Mvh RW

til toppen

 Yakety sax…
Engang midt i halvfjerdserne, hvor vi øvede oppe hos Erik Lindblad som havde god plads i den gamle skolestue i Knudsker, hvor han boede sammen med Jenny, havde jeg fået for mig at det kunne være sjovt at spille saxofon.
Jeg havde lånt en gammel sax af Erik, - og havde opøvet ”yakety sax” i Bb (sax’ens C dur uden for mange kunstgreb) og præsenterede mine anstrengelser for de andre i Candy Five.
Jeg spillede alt hvad jeg kunne, og syntes faktisk selv at det lød okay, - men de andre var ved at brække sig af grin, - så jeg leverede derfor den gamle sax tilbage til Erik med tak for lån, og af hensyn til de andres helbred, rørte jeg aldrig sax’en igen…
Jeg forstod det aldrig helt…
Mvh RW

til toppen

 Body buildere…
En nat hvor vi sad og pustede ud efter endt spillejob, - sad vi i pejsestuen på Fredensborg og dampede lidt af. Det var længe inden Fredensborg blev ombygget og udvidet. Det må have været tidligt i halvfjerdserne.
En for os ukendt mand kom og tilsluttede sig selskabet, - og fortalte at han udover at være repræsentant, også selv havde spillet, - og vi fik en snak om det.
Han fortalte om hvordan han engang havde spillet på en jysk kro ude på landet i det "mørke" jylland. Han var selv sjællænder, - og blev naturligvis ”spottet” øjeblikkeligt af de lokale ”hill Billys” da han gik i baren.
Han blev lovet øretæver, - men da han tog en Københavner telefonbog og rev den midt over, - fik han bajere i stedet for.
Nu hentede omtalte person alle Fredensborgs Københavner telefonbøger, - og minsandten om ikke han lærte os teknikken med at rive telefonbøgerne over. Ikke bare 1 gang, men i hele 4 stykker.
Det lykkedes faktisk, - men de blev godt sure i receptionen (hørte vi efterfølgende), da de om morgenen fandt alle deres iturevne telefonbøger i pejsestuen.
Da var vi imidlertid over alle bjerge. Jeg er heller ikke sikker på, at de vidste at det var os der havde gjort det under kyndig vejledning…
Mvh RW

til toppen

 Rullepølsemad…
Ligeledes I halvfjerdserne hvor vi spillede på Fredensborg afvekslende med Lundts kvartet, - var vi en aften ude på Fredensborg for at få en øl og en svingom til netop Lundts kvartet. I pauserne snakkede vi som regel med enten Polle eller Kaj Lundt som altid var gode for en sjov historie. Og denne aften kunne Kaj berette om hvordan de i en pause midt på aftenen, hvor man normalt gik ud til Claus Dam i køkkenet for at få enten en oste eller pølsemad, havde anbragt en elastik under rullepølsen på Polles mad, - og demonstrerede fuld af grin hvordan Polle havde kæmpet for at fortære omtalte mad før han bandede fælt da han opdagede hvad der var galt. Mvh RW

til toppen

 Tørst…
En aften hvor vi spillede på Villa Nova i halvfjerdserne, - bad Svend om en vand for at slukke tørsten.
Han fik en sodavands flaske udleveret uden glas, og satte flasken for munden for at drikke…men der kom intet ud af flasken.
Servitricen Vivi spruttede af grin og Svend fandt ud af, at hun havde sat vita vrap for mundingen. Det kunne næsten ikke ses, - og Svend opdagede det da heller ikke før han forsøgte at drikke af flasken.
Mvh RW

til toppen

 En ung lømmel…
En lørdag eftermiddag sidst i halvfjerdserne op mod jul, hvor vi skulle spille på Rønne Statsskole til ”Veset-bal” i ”Krypten”, - påhvilede det mig at hente vores anhænger med instrumenter, som stod parkeret på parkeringspladsen ved Hotel Fredensborg, - og bringe den til Statsskolen.
Jeg hægtede den på min Opel Commodore 2.5 Coupé (jo, jo, - og den havde 140 Hk). Det var en rigtig ”drengerøvs-øse”, - og den havde ingen problemer med at trække anhængeren, - måske lige med benzinforbruget undtaget. Den gik måske 7 km på literen…
Jeg kørte langsomt og ansvarligt ind gennem søndergade, - og lige før Søndergade-krydset, ved Stengade og Slappegade, - hvor vejen snævrer ind i min venstre side, - holdt en taxa i min side lige før Stengade, - og jeg begyndte at sænke farten og trække ud til midten.

Imod mig kom en kvindelig billist inde fra den snævre del af Søndergade, - og hun trak ikke ud i sin side nu da vejen var blevet bredere, - men fortsatte direkte imod mig med uformindsket fart.
(Jeg skal måske indskyde, at billister oftest trækker langsomt ud til deres højre side når de kommer inde fra byen og er måske på plads når de når Sadolin farvehandel). Men problemet for mig var, at jeg kunne vælge at enten køre frontalt sammen med hende, - eller forsøge at undgå sammenstødet ved at ”kaste mig til siden” ind bag taxaen.

Jeg valgte den sidste løsning, - men kunne ikke undgå at køre op i bagenden på taxien der forståeligt nok skældte og smældte over at jeg havde ødelagt hans bil og dermed Jul. Min bil fik en ordentlig en på kølerhjælmen, - og kassen på vores lukkede anhænger gav efter og flyttede sig en halv meter frem med instrumenterne i forhold til bunden.

Kvinden som jeg var tvunget til at undgå da hun kom imod mig et godt stykke inde på min banehalvdel fik ikke en skramme…Og så var hen oven i købet uforskammet nok til at mene at det hele var min skyld. Det gjorde det heller ikke lettere at det var en bil af den kaliber, - og jeg blev da også skældt hæder og ære fra af en tililende gammel kone der end ikke havde set sammenstødet, - men som sagtens kunne forestille sig at ”sådan nogen unge lømler…”

Politiet kom og forhørte alle parter samt vidner, - men efter en tid kunne de ikke konkludere at nogen af de implicerede parter egentlig havde overtrådt elementer i færdselsloven, - så det endte med at ingen blev klandret.

Jeg havde reddet hende fra en frontal kollosion, - men det blev mig der kom til at betale via forsikringspræmien, - og hun var tilsyneladende kold som en fisk….

Da jeg ikke dukkede op som forventet, - kom mine spillekollegaer farende, - og vi fik læsset instrumenterne over i privatbilerne og gennemførte vores spillejob næsten uden forsinkelse. Jeg var stadig lidt chokeret efter hændelsen, - og måske især over det faktum at hvis ikke jeg havde reageret, - var vi stødt frontalt sammen.

I bagklogskabens klare lys havde det måske været bedre, - da det så ville være synligt at det var hende der ikke havde trukket ud til sin side men pludselig kørte midt på vejen, - men min reaktion gik på at undgå en frontal kollision.
Mvh RW

til toppen

 I røg og Damp…
Vi spillede til D.G.I. bal i Holstebrohallen i 1986. Om fredagen havde vi spillet til bal på hotel D’Angleterre, - og kun sovet ganske få timer inden vi kørte til Kalundborg og tog færgen til Ebeltoft. Landevejen var spærret direkte til Holstebro (nærmest lige over Jylland) hvorfor vi var nødt til at køre sydpå til Silkeborg inden vi kunne sætte kursen mod Holstebro.
Vi nåede dog frem om eftermiddagen, - meget trætte, - men gjorde os klar til "kamp".
Vi fik at vide at det var meningen at 2 krudtladninger skulle have markeret desserten på hver sin side af scenen, men at de ikke havde fået det til at virke.
Hvorom alting var, - stod vi på scenen, næsten klar, - da krudtladningerne pludselig gik af, - og en flot røgsøjle bevægede sig op i luften på hver side af scenen.
Jeg råbte "SPIL", - og 1,2,3 startede vi "In the Mood", - og festen var i gang…
2000 mennesker dansede, hoppede omkring og lavede håndstand på skuldrene af hinanden…fantastisk oplevelse…
Røgen må have gjort indtryk, - for da vi spillede 1987 i Næstved hallerne ligeledes til D.G.I., - var der flere der spurgte om ikke vi havde røgbomber med os…

til toppen

 Fuld af fis…
Svend og Anita holdt sølvbryllup onsdag den 17. september 2008.
I den anledning var Melody Makers (alias Jørgen Lundt og Torben West) hyret til at spille.
For at få puslet tingene på plads inden festen og finde ud af hvor det pladsmæssigt ville være mest hensigtsmæssigt at anbringe musikken, - ringer Svend til Jørgen Lundt og spørger: ”hvor meget fylder i” ?...hvortil Jørgen svarer: - ”Torben fylder 56 i næste uge, - og jeg er holdt op med at fylde år”…

til toppen